Logo-100x100
 
PES6-728x90
Topbarweb

“There is only one United - Torquay United”

02.02.07: Torquay United – Barnet FC

Lørdagens opgør på Plainmoor står mellem The Gulls og The Bees fra Barnet FC. For Torquay er der tale om endnu et vigtigt opgør. Man skal finde takterne fra den flotte sejr over Grimsby frem igen og hurtigst muligt få vasket plamagen fra Mansfield kampen af.

The Bees er i øjeblikket placeret som nummer 14 i rækken. De har 38 point for 29 kampe og en målscore på –7. De har således 9 point op til en Playoff plads og 9 point ned til nedrykningsstregen. Så man kan sige at de ligger forholdsvis lunt i svinget.

Der er ikke sket de store ting hos Barnet FC i transfervinduet, dog har de skrevet kontrakt med et lokalt 18-årigt talent Lawrence Constanti og de har hentet midtbanespilleren Stuart Lewis og målmanden Robert Burch i Tottenham Hotspur.

Hos Torquay er det nye at topscorer Jamie Ward er blevet solgt til Chesterfield og Ryan Dickson har fået ophævet sin låneaftale da han skal opereres for brok. To store tab for The Gulls.

Formen hos Barnet FC er udmærket. De seneste seks ligakampe har givet tre sejre, en uafgjort og to nederlag. Målscoren i disse kampe er 7-7. Men det er også værd at bemærke at The Bees i disse seks kampe har hentet ikke mindre end tre røde kort.

Torquays form er ikke noget at prale af. De seneste seks ligakampe har givet en sejr, en uafgjort og fire nederlag og en målscore på 8-15.

Med til historien om form og placeringer hører dog, at Barnet FC er væsentlig stærkere hjemme end ude. På udebane har The Bees i denne sæson hentet tre sejre, fem uafgjorte og syv nederlag. Præcis samme statistik som Torquay United har på hjemmebane.

I årets første opgør mellem de to klubber vandt Torquay United den 5. august 2006 med 1-0 i Barnet. Målet scoret af Lee Thorpe i dommerens overtid.

Herudover er statistikken ikke entydigt med The Gulls. De to klubber har mødt hinanden 19 gange i ligasammenhæng og to gange i FA Cuppen. De to FA Cup kampe er begge vundet af Torquay United, men når man ser på ligakampene så har Barnet ni sejre, seks kampe er endt uafgjort og The Gulls har vundet fire gange.

Det er svært at se bort fra, at Torquay fik en ordentlig snitter af Mansfield i tirsdags og at holdet er svækket gennem salget af Jamie Ward og kontraktophævelsen med Ryan Dickson. Det peger derfor i retning af en sejr til Barnet FC og en yderligere bæren til ved nedrykningsbålet for The Gulls. På den anden side har Torquay vist god moral på hjemmebane de seneste kampe og spillerne ved godt, at den fede dame snart går på scenen hvis ikke der kommer point på kontoen. Så TUSD er ukuelige optimister og gætter på en lille men fortjent 1-0 sejr til Torquay United – målscorer Lee Thorpe.

FORZA GULLS!!